Skip to main content Skip to footer

Campens faciliteter


Vi ønsker, at campen skal være hjemlig og rar. Derfor har vi gode, hyggelige og brugbare faciliteter - og vi arbejder på at skabe endnu flere.

Servicebygninger

Der er to servicebygninger på campen. I vores lille servicebygning ved hyttebyen finder du toiletter og familiebaderum.

I vores store servicebygning er der, foruden toiletter og baderum, et babyrum med pusleborde og badefaciliteter. I denne er der også vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler, samt et fælleskøkken med kogeplader, ovne og lille fryser til køleelementer.

 

Café og information

Det er ikke en café i traditionel forstand, men vi kan godt lide tanken om at byde jer velkommen i et cafémiljø med duft af friskkværnede kaffebønner og stille musik i højtalerne. Det er her, I melder jeres ankomst og checker ud igen efter endt ophold.

Det er også her, I kan sætte jer og læse en bog, lave lidt arbejde på computeren eller slå hinanden hjem i Ludo. Det er muligt at købe en kop kaffe, ligesom der vil være et udsalg af (lokale) specialiteter, snacks og is.

 

Fællespladsen

Campens hjerterum, fællespladsen, findes mellem caféen, udekøkkenet og legepladsen. Tanken med dette uderum er, at man kan mødes med hinanden til fælles aftensmad, eller drikke en kop kaffe og sludre, mens børnene leger på legepladsen.

Det er også tanken, at vi i løbet af højsæsonen vil afholde mindre arrangementer på fællespladsen. Det kunne være live musik, bålhygge eller langbordsmiddag.

 

Fælleshuset

I fælleshuset, der ligger umiddelbart ved siden af fællespladsen, er der borde, stole og et par lænestole. Her er det muligt at slå sig ned og nyde sin mad – eller måske hygge sig med et brætspil eller en film på tabletten.

Det er også muligt at booke fælleshuset til mindre arrangementer. Det kan være en børnefødselsdag eller familiefrokost. Kontakt os for at høre nærmere. Når fælleshuset er booket, henviser vi til caféen for "inde-ly". 

 

Udekøkken og grillplads

Ved siden af fællespladsen og uden for fælleshuset findes det overdækkede udekøkken med gasblus, håndvaske og spiseplads. Ved udekøkkenet er der også fællesgrill og bålplads. Så er det altså bare at beslutte, hvor outdoorsy jeres måltid skal tilberedes. 

 

For børn

Der skal være plads til børn og deres til tider imponerende energiniveau, og det er der i særdeleshed på campens legeplads og hoppepuder. Legepladsen består af sandkasse, klatreborg, gyngestativ og rutsjebane. Ved siden af har vi to hoppepuder; en stor og en mindre. Hele herligheden er placeret lige op ad fællespladsen. Så kan de voksne sidde og sludre og beundre sandslotte på samme tid – smart.

Hvis børnehovederne trænger til lidt udfordring og frisk luft på samme tid, har vi i caféen hæfterne »Sjov og sej natur«, som er en del af Danmarks Naturfredningsforernings projekt »99 arter«. Her er der både info og opgaver om naturen. Desuden har vi naturbingo-ark, som er en hyggelig aktivitet for de små at få fuld plade i. Klar, parat, start: Hvem finder først en regnorm?

 

Kayakomat

Vi har fået en Kayakomat på campen, og det betyder, at fra 1. maj 2024 kan alle - både gæster, lokale og alle derimellem - leje en kajak, en tandemkajak eller et SUP-board, gå de godt 100 meter ned til vandkanten og nyde en tur på Silkeborgsøerne. Læs mere om Kayakomaten og booking her.

 

Kano

Hvis I drømmer om en tur på Silkeborgsøerne, kan I leje en af campens kanoer. Så er det bare afsted mod Paradisøerne, Avnsø (Brillerne), ind til havnen og igennem slusen eller måske hele vejen til Himmelbjerget. Her er så smukt!

Vi udlejer kun vores kanoer med start/stop fra campen samme dag. Det koster 150 kr. pr. time - og 500 kr. for hele dagen (tre timer og derover).
Læs mere om vores betingelser for udlejning af kanoer her.

 

Cykelservice

Med tiden vil vi lave en rigtig lille service-station med mulighed for ophæng af cykler - for nu har vi en vandslange til rengøring. Det er også muligt at låne en pumpe og forskelligt værktøj, så cyklen snart igen er klar til endnu et eventyr i skoven.

 

Indkøbscykler

Fordi vi på campen ikke sælger dagligvarer og morgenbrød, tilbyder vi vores gæster at låne en indløbscykel. Så tager det altså ikke mange minutter at drøne i Rema 1000 på Lyngbygade efter mælk eller til Brandt Brød på Søtorvet efter surdejsbagværk.

Kom ind i caféen og lån nøgler.

Overnatningsmuligheder på campen


Vi har mange forskellige overnatningsmuligheder midt i den fantastiske natur på vores outdoorcamp. Er du mest til at holde ferie i telt, van, vogn eller hytte?